Aftale om 100 transporter med Homarus Europe Ltd.
AQUALIFE A/S har indgået en aftale med den britiske virksomhed Homarus Europe Ltd. om 100 transporter af friske/levende hummere og andre skaldyr fra Canada til Europa i 2010. Transporterne begynder efter etableringen af den første AQUAPORT i byen Urk i Holland i løbet af april. Aftalen indeholder samtidig en hensigtserklæring om køb af yderligere 150 transporter i 2011. Aftalen forventes at generere en omsætning på 6,5 mio. kr. i 2010 og 10 mio. kr i 2011.
Homarus er i dag markedsledende i salg af blandt andet europæiske hummere i Europa, hvor selskabet er blandt leverandørerne til ledende franske grossistkæder.
Homarus forvener et øget samarbejde med flere store detailkæder i primært Frankrig. Forud for aftalens indgåelse har Homarus sikret afsætningen gennem intentionsaftaler med en række kunder og detailkæder.
Med salget af den første AQUAPORT til Urk, samt øvrige indgåede aftaler, betyder samarbejdet med Homarus, at en stor del af AQUALIFE’s budgetterede omsætning for 2010 nu er kontraktmæssigt sikret. Aftalen med Homarus forudsætter at den forventede AQUAPORT infrastruktur i henholdsvis Holland og Canada etableres og indkøres rettidigt, således det er muligt at håndtere det øgede antal fragter i løbet af 2010.
”Aftalen med HOMARUS indebærer, at vi nu i højere grad kan koncentrere os om den operationelle del af vores forretning. I den forbindelse vil vi arbejde på at optimere den første transportkorridor mellem Canada og Europa i alle led”, siger AQUALIFE’s Chief Operating Officer, Lars Nygaard Jepsen.
Udviklingen i den internationale detailsektor går tydeligvis i retning af en mere miljøvenlig profil. AQUALIFE forventer på denne baggrund, i samarbejde med blandt andet Homarus Europe Ltd., at få adgang til nye markeder.


